Tjekliste ved fraflytning

Tjekliste i forbindelse med fraflytning
 
For at formindske omkostningerne ved fraflytningen, er det i din interesse, at du iagttager følgende forskrifter:
  1. Afvaskning af alt træværk med almindelige rengøringsmidler, herunder også vinduesrammer og fals (det du kan se når vinduet er åbnet). Husk også overkanten af døre og dørkarme.
  2. Alle skabshylder og skuffer skal være fri for hyldepapir, tegnestifter m.v., samt være rengjort med rengøringsmiddel.
  3. Ved glaskeramiske komfurer skal glaspladen rengøres i henhold til fabrikantens brugsanvisning. Til ovnen bruges ovnrensemiddel, således at den indvendige side af ovnen bliver ren. Pladerne skal være fri for fedt og anden belægning. Husk også komfurets ydersider og rengøring bag komfuret.
  4. Køleskab og fryser rengøres med almindeligt rengøringsmiddel og skal være afrimet. Du må sørge for, at der er det antal bokse, der hører til. Husk ydersiderne og bag køle/fryseskabet.
  5. Gulve skal vaskes. Tæpper skal fjernes ved fraflytning.
  6. Væggene skal være fri for søm, skruer og rawplugs samt beslag til gardinstænger. (Kun hvis gardinstænger er sat op af lejer).
  7. Al sanitet dvs. fliser, wc-kumme, håndvask, vandhaner og bruser skal være afkalket og rengjort.
  8. Alle klistermærker på fliser, døre, køleskab m.v. skal være fjernet.
  9. Nedtagning af lamper skal foretages uden, at der sker skader på installationerne. De må ikke rives eller skæres ned, men behandles forskriftsmæssigt som af en fagmand.
  10. Alle gardiner skal være fjernet inden syn, også selvom disse overdrages til næste lejer.
  11. Eventuel have m.v. hørende til boligen skal være vedligeholdt og ryddet inden   fraflytningen, jf. vedligeholdelsesreglementet.
Husk følgende:
  • Alle nøgler, som du har modtaget i forbindelse med lejemålet skal afleveres. Hvis der mangler nøgler ved fraflytningssynet, er vi nødt til at skifte både cylinder og nøgler, pris mellem 2.000,00 og 2.500,00 kr., der betales af dig som fraflytter.
  • At aflevere vaskekort (hvis der er vaskeri i forbindelse med din bolig, ellers opkræves et gebyr på kr. ca. 200,00.
  • At oplyse din nye adresse senest 8 dage før fraflytning.
  • Hvis du har haft et kælderrum/skur, skal det afleveres ryddet og rengjort.